23948sdkhjf

Google: Sådan tænker dine kunder

Læs mere om, hvordan du får del i de 500 Google-søgninger relateret til ”detail”, som foretages hvert minut.
- Hvis jeg må give jer ét råd, så er det at få et mobiloptimeret website. Det kommer til at få betydning for alt fra beslutningsfasen til købsfasen fremover.

Budskabet var ikke til at misforstå, da Nikolaj Thonbo, der er såkaldt Industry Leader for Google Danmark, gav sine råd til detailbranchen på Retail Institute Scandinavias ”Cross Channel”-konference sidste uge i København.

Et tv-spot er ikke nok
Her fortalte Google-chefen, at der foretages 500 søgninger relateret til ”detail” hvert minut og at en stigende andel af disse kommer fra mobile enheder. I 2011 kom 7 procent af søgningerne fra smartphones eller tablets, mens andelen i år er oppe på 20 procent.

- Kunderne tænker ikke i online og offline. De tænker kun i brands. Det betyder også, at vi efter en interessant reklame i tv kan se en stigning i søgninger på Google, fortalte Nikolaj Thonbo, som brugte den kendte TDC-reklame med musikeren L.O.C. som eksempel.

Så snart reklamen er rullet over skærmen på eksempelvis TV2, stiger trafikken med søgninger på både musikeren, produktet og virksomheden.

Det stiller krav til, hvordan virksomhederne bruger markedsføringen, da en tv-reklame ikke længere er nok. Populært sagt skal reklamespottet ”samles op” af en kampagne, der kører på andre platforme.

Alt for mange er ikke med
Det sidste er vigtigt, idet forbrugerne også i stigende grad er villige til at indlede og afslutte handler med eksempelvis en smartphone.

Således viser de seneste undersøgelser fra Google, at 66 procent af smartphone-brugerne bruger deres telefon til at søge på produkter, mens 54 procent foretager køb gennem telefonen.

Informationssøgningen er med andre ord eksploderet og i dag går den moderne forbruger gennem 10,4 kilder, før han eller hun gennemfører et køb, hvilket er en fordobling på bare tre år.

Og hvor mange virksomheder skal så tage det indledende råd fra Nikolaj Thonbo til sig?

Alt for mange. For hele 63 procent har endnu ikke et mobiloptimeret website, lød det fra den danske Google-chef, som kun kunne råde detailbutikkerne til at få nedbragt det antal hurtigst muligt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063